Fortrydelsesret og returret

Fortrydelsesret: Køb på nettet

Når du handler på nettet, har du 14 dages fortrydelsesret. Din fortrydelsesfrist starter først, når du har modtaget varen, fx når den er lagt i din postkasse, når den efter aftale med dig er lagt i et skur eller lignende, eller når den er afleveret på din arbejdsplads.

Køber du en ydelse, løber fortrydelsesretten fra bestillingen.

Når du køber mad, billetter, flyrejser og nogle få andre ting, har du slet ikke fortrydelsesret.

Skal du hente pakken i en pakkeboks eller en butik?

Er varen lagt i en pakkeboks eller i en butik, hvor du skal afhente den, starter fortrydelsesfristen først, når du har afhentet den i pakkeboksen/butikken. Der er ingen lov, der fastsætter, hvor lang tid du har til at hente pakken i pakkeboksen/butikken, men netbutikken kan have stillet krav til det i sine leveringsbetingelser.

Henter du ikke pakken inden for fristen, vil pakken som regel blive returneret til netbutikken, og du skal som udgangspunkt selv betale for returforsendelsen.

Se vores guide til, hvordan du bruger din fortrydelsesret ved køb på nettet.

Gå til standardformular på retsinformation.dk (køb på nettet)

Læs mere om, hvordan du klager over køb på nettet.

Gode råd – varen er købt på nettet

  • Sælgeren har pligt til at oplyse, hvortil du skal sende varen, hvis du fortryder.
  • Overhold 14-dages fristen. Du skal meddele sælgeren, at du fortryder inden udløbet af fristen. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere selve varen.
  • Pas på varen. Varen må være prøvet, men ikke taget i brug i en grad, så den ikke kan sælges igen. Ellers skal du betale for værdiforringelsen.
  • Gem for en sikkerheds skyld brugsanvisninger, mærker, formstøbt plast og lignende, så kan sælgeren få det hele tilbage, hvis du fortryder købet.
  • Du skal selv betale returforsendelsen, hvis du ikke har aftalt andet. Få en kvittering fra postvæsenet.
  • Du skal have alle dine penge tilbage – herunder de oprindelige leveringsomkostninger. Sælgeren har en frist 14 dage til tilbagebetalingen.
  • Har du returneret varen rettidigt, i samme stand mv., men returnerer netbutikken ikke dine penge, kan du kontakte din bank for hjælp. 
  • Se nedenfor, hvad der gælder, hvis du vil fortryde dele af dit netkøb.